Vores friskole

Resen Friskole er en Grundtvig-Koldsk friskole fra 0. – 8. klasse. Vi tager udgangspunkt i barnet som “et helt menneske”, og ønsker at drive en friskole hvor dannelse og uddannelse går hånd i hånd. Undervisningen og det pædagogiske virke bærer derfor præg af, at der arbejdes med alle aspekter af barnets udvikling, herunder er trivsel og sociale kompetencer et vigtigt fokuspunkt. 

Vi tror på, at børns trivsel er en afgørende forudsætning for deres indlæring. Derfor bruger vi mange kræfter på skabe et godt og solidt fællesskab, hvor man både er i stand til at respektere hinandens forskelligheder og bidrage til fællesskabet. 

Trivsel og det at træne sine sociale kompetencer er en vigtig del af skemaet. Vi lægger vægt på, at alle vores lærere, pædagoger og øvrige ansatte fremstår som gode rollemodeller. Vores mål er, at børnene i dagligdagen oplever, at de er trygge og at de bliver set og hørt hver især. 

Resen Friskole er godt forankret i lokalsamfundet. Et lokalsamfund hvor vi hjælper hinanden og samarbejder på kryds og tværs. Eleverne på skolen er både børn her fra sognet, men det er også børn fra de omkringliggende sogne, byer og kommuner.