På Resen Friskole har vi siden 2010 haft den skønneste naturbørnehave tilknyttet. Gennem årene har børnehaven haft en del vokseværk, så i 2020 blev det besluttet, at der i forlængelse af skolen skulle bygges en helt ny børnehave.
I vores børnehave har vi plads til 30 børn. Vi er en kategori A børnehave, hvilket vil sige, at vi ligger i topkategorien i forhold til antal kvm pr. barn. Børnehaven er også godkendt som vuggestue. Vi har derfor mulighed for, at børnene starter lidt tidligere i børnehaven end normalt. Vi vægter en god normering meget højt, da det er vigtigt for os at have god tid til det enkelte barn.
Børnehaven er opdelt således, at vi har et legerum, et motorikrum, et læse- og hyggerum, samt et stort fællesrum, hvor vi også spiser. Derudover har vi et kontor, som vi har mulighed for at bruge f.eks. når vi har fokuserede indsatser på det enkelte barn, eller hvis vi har brug for et ekstra rum med plads til fordybelse. Vores børnehave er bygget op således, at rummene er fleksible, og kan ændres i takt med, at vores behov skifter.
Det at vi er en naturbørnehave gør, at vi naturligvis vægter udeliv rigtig højt. Vi har en dejlig stor legeplads med uanede muligheder, og vejret er absolut ingen hindring. Vi laver blandt andet bål, finder smådyr, bygger huler, graver dybe huller og leger på højen. Vi bor i et dejligt naturskønt område tæt på både skov og krat. Vi har desuden kort vej til den lokale offentlige busrute, hvor vi nemt kan snuppe bussen en tur til Struer mod øst eller til Lemvig mod vest. Begge steder byder på mange gode og spændende turmuligheder både i både byen og i naturen. Vi bestræber os derfor også på, at vi en gang om måneden putter madpakken i turtasken, og tager på opdagelse.
Hos os sætter vi stor fokus på, at der skal være tid og plads til at være barn. Glade og trygge børn giver grobund for læring og trivsel. Nærværende voksne og læring gennem leg i samspil og fællesskab med andre kan alle børn profitere af. Vi stiller krav til hvad det enkelte barn skal kunne mestre. Vi er tydelige, anerkendende og guidende i vores tilgang til børnene. Ligesom friskolen arbejder vi ud fra værdierne; tryghed, nærvær og fællesskab.
Udover at vi prioriterer udelivet, så arbejder vi også meget med bevægelse i hverdagen, hvor vi blandt andet styrker børnenes motorik ud fra konceptet www.hoppeline.dk.
Vi har et godt og tæt samarbejde med friskolen. Vi laver fælles aktiviteter på f.eks. fagdage og vi gør meget ud af at holde fast i fælles traditioner som fastelavn, motionsdag samt juleaktiviteter. Det gode samarbejde er vigtig for at skabe en glidende og tryg overgang fra børnehaveliv til skoleliv.
Vi vil gerne forberede vores børn så godt som muligt på skolestart. Derfor starter de ældste børn i børnehaven, der skal gå på friskolen, i førskole fra 1. maj og indtil sommerferien. I førskolen arbejder vi med Legeøen samt Hop Om Bord som en del af overgangen til skolen, hvor disse er de bærende elementer i 0. klasse.
© 2024 | Resen Friskole | 2023